Alle virksomheder har brug for en hjemmeside, store som små. For at kunne opdatere og vedligeholde en hjemmeside har man brug for et CMS – Content Management System – og her er der ingen bedre end WordPress. Det er måske en hård udmelding, men fakta er, at 99,5% af alle virksomheder vil være bedst stillet med at anvende WordPress som CMS i stedet for flertallet af alle de andre systemer. Jeg vil forsøge at beskrive, hvorfor det forholder sig sådan, nedenfor.
Hvorfor CMS?
Man har ikke nødvendigvis brug for et CMS, hvis man kan kode i HTML eller bruger en eller anden webudviklingsplatform. Min første hjemmeside, VinForum, er udviklet ved at anvende FrontPage og det bruger jeg faktisk stadig på den side! Derfor ved jeg også, hvorfor det er vigtigt af få et CMS… For jeg bruger uforholdsvis meget tid på at opdatere og vedligeholde VinForum, da alle sider i princippet er selvstændige og derfor manuelt skal uploades via FTP, hver gang jeg tilføjer eller retter. Det er bare møj besværligt. Det er her et CMS kommer på banen.
Et Content Management System består i princippet af to dele. Et layout eller skabelon og så selve indholdet. Indholdet gemmes i database og hver gang en side skal vises, findes den korrekte skabelon og indholdet frem i databasen og præsenteres i HTML format på nettet. Det har den store fordel, at man f.eks. kan ændre udseende (skabelon) uden at ændre indhold. Eller man kan udføre den samme ændring, f.eks. et link i footeren, på alle sider på én gang.
Der findes mange forskellige CMS’er. Groft kan de deles i to; Open Source systemer (gratis) og proprietære systemer (betalte). Lige siden min tid i Hewlett-Packard har jeg været tilhænger af åbne standarder og åbne systemer. Open Source gør, at der findes et hav af udviklere over hele verden, der bygger videre på standarden og at man relativt nemt kan skifte fra en leverandør til en anden. Det giver med andre ord frihed og valgfrihed.
Ved proprietære systemer bliver man låst fast til én leverandør og vedkommendes system, teknik, support og forhandlernetværk. Man skal ikke kun betale for selve CMS licensen man har også store offer-omkostninger ved at skulle bryde ud af det igen. Man bliver således låst og skal tilmed betale for det. Lad mig lige indsparke, at der findes glimrende proprietære CMS af meget høj kvalitet og det er det rigtige valg for de 0,5%, som ikke kan/vil anvende Open Source.
Hvad gør WordPress så godt?
WordPress er open source og som sådan helt gratis at anvende. Der er flere gode årsager til at du bør vælge det som CMS. Du får 7 af dem her:
1. Det er fantastisk søgemaskinevenligt. Hvis du sætter wordpress rigtigt op (det er ikke så svært) er det nok, det mest søgemaskinevenlige system på markedet. Det betyder, alt andet lige, at dine sider har større sandsynlighed for at komme til tops i Google.
2. WordPress er i dag det mest udbredte CMS system i verden. Det betyder, at du kan finde eksperter og udviklere over alt på jorden, der har forstand på WordPress. Er du ikke tilfreds med den ene, går du til den næste. Og når udbuddet er højt, ja så er prisen lav. I min artikel om Elance har jeg beskrevet, hvordan du nemt kan outsource bl.a. wordpress udvikling.
3. Da systemet er open source og meget udbredt, bliver der hele tiden udviklet et hav af moduler, der gør WordPress bedre. De fleste af disse moduler (plugins hedder de) er gratis, nogle skal du betale for. Men det betyder, at uanset hvilket specialønske, du har, så er der sikkert allerede et plugin til det.
4. Du kan finde et Theme (skabelon eller layout) til næsten ethvert formål online. Mange er gratis – de er ikke alle lige kønne – og nogle skal du betale for. Den skabelon, jeg anvender her på siden hedder Canvas og jeg mener prisen er 70$ (hvor man så vælger i alt 3 themes), så de fleste kan være med. Du kan også vælge at få et skræddersyet theme eller måske blot omlægge dit nuværende design til WordPress.
5. WordPress findes i en dansk version!
6. WordPress er ufatteligt nemt at anvende. Både i forhold til andre open source systemer og i forhold til de lukkede, er det meget brugervenligt. Jeg har for nylig arbejdet med en kunde, der anvender Umbraco – et dansk udviklet open source system – og det er dels mere besværligt at anvende, når man blot skal lægge nyt indhold på, og især vanskeligt når man har lidt HTML udfordringer. Vi skulle f.eks. lægge en javascript Google Analytics kode på for at tjekke, hvor mange, der klikkede et bestemt sted. Det skulle der en programmør til at fikse. I WordPress lægger man det selv ind.
7. WordPress er nemt at installere. De bruger selv udtrykket, 5 minutters installation. Og det er ganske nemt. Men skulle man ikke have mod på selv at installere det manuelt, så finder der en række webhoteller, hvor man har en såkaldt 1-klik installation. Jeg bruger selv UnoEuro som webhotel til denne side og de har netop en 1-klik installation, som betyder, at du har WordPress installeret på 2 minutter. Nemmere bliver det ikke.
Så slutter jeg min skamros af WordPress. Men det ER altså et godt system. Kom gerne med dine synspunkter om WordPress nedenfor.