Har du nogensinde prøvet dette?
Du har en opgave, du skal udføre – en vigtig opgave – men du laver alle mulige overspringshandlinger for at slippe. Du gemmer den et par dage og det bliver til meget mere end nogle få dage.
Der går dage og uger uden du får sat et tjek på din to-do liste og denne vigtige opgave er lige pludselig blevet et monster på dine skuldre. Og dette monster hjemsøger dig, når du skal sove, som du så har svært ved.
Måske får du aldrig udført opgaven eller også dør den bare og glider ud af dine fingre?
Du er blevet ramt af det utøj vi kalder en overspringshandling.
Der har jeg også været – mange gange. Men for snart mange år siden fandt jeg en simpel metode, der gør det nemmere at undgå overspringshandlinger og som gør det nemmere at fokusere på de ting og opgaver, der er virkelig vigtige. Og som får tingene gjort.
Måske du kan bruge denne metode også. Og bare rolig den tager kun 5-10 min. om dagen og den er både simpel og nem at bruge.
Så her er den…
Sådan stopper du overspringshandlinger og får udført det vigtige arbejde
Tidligere havde jeg svært ved at komme fra idé-stadiet på en ny online site og til at få omsat ideen til aktiviteter. Da jeg startede min første blog læste jeg utroligt meget om, hvordan man skriver og driver en blog – mens jeg stort set ikke fik skrevet noget, selvom det var den opgave, der var den vigtigste.
Jeg var dog klar over at noget var galt, så jeg begyndte at kombinere noget af det, jeg havde læst til min egen metode. Ideen er at snyde din hjerne til at arbejde på det, der er vigtigt i stedet for det ligegyldige, som du lader som om er vigtigt.
For det er garanteret sådan at du godt ved, hvilke vigtige opgaver og aktiviteter, der skal til for at få succes – og du er sikkert også i stand til at udføre dem – men vi er kun mennesker, så vi springer over, hvor gærdet er lavest og bliver forstyrret at ligegyldige ting.
Min simple metode består af 3 trin…
1. Brug 5-10 min. hver dag på at forberede dig til dagen efter
Dette trin er vel nok alment kendt og hvis du tidligere har læst bøger om personlig produktivitet er den sikkert også nævnt. Jeg stiftede første gang bekendtskab med det på et “Do it Now” kursus i Hewlett Packard for mange år siden. Det baserer sig på ideen om vaner eller rutiner. Denne rutine bør du udføre sidst på dagen eller om aftenen. Det er en utrolig effektiv måde til at få dig til at arbejde produktivt dagen efter. Du organiserer dagen og får taget de vigtige beslutninger. Og så får du klaret og tømt hovedet, så du sover bedre.
I din rutine kan du også indlægge beslutninger om, hvad du skal spise dagen efter og hvilket tøj du skal have på – det sidste er måske mest til kvinderne…
2. Sæt dine Wildly Important Goals (WIG’s)
WIG’s læste jeg første gang om i en bog fra FranklinCovey; The 4 Disciplines of Execution. Det tager for meget plads her at beskrive, hvad WIG’s egentlig betyder. Men jeg har lånt begrebet, da jeg synes det beskriver rigtigt godt, hvad det er, der er det vigtigste, du skal arbejde med.
Og det er meget bedre end en vigtig opgave. Jeg synes ikke ordet opgave lyder særligt vigtigt. Det er sådan noget som at slå græsset eller købe ind. Derfor bruger jeg WIG: Wildly Important Goals.
WIG er mål, der bringer dig tættere på årets helt store mål, som kan være omsætning, antal ordrer, antal kunder osv. Det er vigtigt, at WIG’s ikke er administrative opgaver som at svare på email, eller bruge ligegyldig tid på Facebook.
For mit vedkommende har jeg typisk WIG’s indenfor tre områder, som er (1) mit konsulentarbejde for mine kunder, (2) møder/telefon med potentielt nye kunder og (3) leadgenerering af nye kundeemner via mine websites.
3. Sæt tid af til dine WIG’s i din kalender
Når du har fastlagt dine WIG’s i din aftenrutine, skal du sætte tid af til dem i din kalender. At du planlægger tid til et bestemt gøremål er en fantastisk effektiv måde til at få tingene gjort. Så brug de 2-3 minutter på at sætte dine WIG’s ind i din kalender. Du kan samtidigt overveje og måske skrive ind i kalenderen også:
- På hvilket tidspunkt vil du lave dine WIG’s?
- Hvordan vil du gøre det (hvilke værktøjer, vil du anvende)?
- Hvor vil du gøre det (din fysiske lokation)?
- Hvad er din back-up plan (hvis du ikke får udført WIG’en i tidsrummet)?
Det lyder måske lidt for nemt, at disse 3 trin kan fjerne overspringshandlinger og få dig til at arbejde på det, der er virkelig vigtigt. Men de virker. Her er hvorfor:
Derfor virker tids-planlægning bedre end opgave-planlægning
Det engelske The British Journal of Health Psychology lavede en undersøgelse med 248 personer om motivation i forbindelse med motion. Deltagerne blev inddelt i tre grupper:
- Kontrolgruppen skulle notere hvor ofte de dyrkede motion i løbet af 2 uger og fik en neutral tekst, de skulle læse.
- Gruppe A (motivation) skulle også notere deres motions-bedrifter, men i stedet for at læse en neutral tekst, skulle de læse et lille hæfte, der omhandlede fordelen ved motion i forhold til at undgå hjerte- karsygdomme.
- Gruppe B (intention) fik samme opgaver som gruppe A – motivationsgruppen – men de blev også bedt om at planlægge, hvornår de ville dyrke motion i løbet af de 2 uger, i hvor lang tid og hvor henne.
Resultatet af eksperimentet var helt overvældende! 91% af gruppe B – dem der planlagde – dyrkede motion mindst en gang om ugen, mens kun 35% i gruppe A gjorde det. Dette er stærke tal.
Tidsplanlægning virker på vigtigt arbejde, ligesom det gør på motion.
Tidsplanlægning tager dit mål eller opgave fra en svag idé eller tanke til at blive en realitet. Det får dig til at tænke over, hvordan du vil gennemføre den og det billede får dig rent faktisk til at gøre det.
Hvis du vil have flere kunder, så tænk over det et par minutter i aften og bestem hvilke aktiviteter, der skal til.
Hvilke marketingtiltag vil du bruge? Hvor er din målgruppe ellers på nettet. Sæt tid af i morgen til at arbejde på dette.
Eller skal du skrive en ny “Om os” side på websiten? Hvordan vil du skrive den?
Hvilke punkter skal den indeholde? Hvordan skal den formatteres? Skal der være et foto – har vi brug for en fotograf? Hvad skal Call-to-action være? Hvor skriver jeg teksten – direkte på websiten eller i word først? Noter disse ting ned og planlæg så aktiviteten i din kalender.
Start i aften
Jeg kan ikke love dig 100%, at disse 3 trin vil virke for dig, men jeg ved, at du først finder ud af det, når du har prøvet.
Så i stedet for bare at læse denne artikel og gå videre med dit liv, så prøv metoden af i aften.
Før du går i seng, skal du forberede dig til i morgen. Sæt dine WIG’s og planlæg dem i din kalender. De 10-15 minutter er givet godt ud.
Hvis det ikke virker for dig, så har du kun tabt 15 minutter, men du har fået indsigt i, hvad der er vigtigt for dig og du har tid til at arbejde på noget vigtigt i morgen.
Jeg bruger et simpelt word-dokument til at holde styr på alle mine WIG’s. Det ligger i cloud’en så jeg altid har adgang til det uanset hvor jeg er og hvilken enhed, jeg bruger. Jeg bruger både en Outlook kalender og Google kalender, men de er altid synkroniseret. Og så bruger jeg Todoist som min to-do-liste med alle de andre opgaver, jeg også skal udføre.