af Jan

10. oktober 2012

For nogle uger siden skrev jeg om, hvordan du når dine mål med et ledelsesværktøj, som kaldes Hoshin planning. Jeg sammenlignede også det at nå målene med træning til et marathonmål, hvor en stor del af træningen (aktiviteterne) er lagt fast i et træningsprogram. Siden har jeg fået en del mails fra folk, der gerne vil have lidt flere praktiske tips til, hvordan en sådan planlægning kan se ud.

Så i dag gennemgår jeg den simple marketing plan template, jeg anvender. Her er den vist for en affiliate website, men det kunne lige så godt være en hvilken som helst anden forretningsmodel – online eller en fysisk forretning. Jeg er meget tilhænger af, at tingene skal være så simple som muligt, og derfor forsøger jeg altid at holde mig til én side pr. forretningsenhed. Du kan også lave én plan pr. produkt eller segment – det vigtigste er, at det ikke bliver mere kompliceret, end at det kan stå på én side. Så har du nemlig en stor sandsynlighed for at planen og målet er klart for alle og at den dermed føres ud i livet.

affiliate marketing plan template

Templaten er lavet i Excel og du kan downloade den nedenfor. Som det ses er den delt i to med en fed vandret streg. Det øverste område er til at beskrive situationen i dag. Jeg har nogle tal til venstre, som viser hovedtallene fra en af mine affiliate sider, som jeg gerne vil gøre lidt mere ved. Har du en webshop kan du sætte nogle andre relevante tal ind her, f.eks. omsætning, gns. ordrestørrelse og så videre.

Øverst til højre beskriver jeg situationen lige nu og ridser et par styrker og svagheder op. Pas på ikke at kaste dig ud i en alt for stor analyse her, for så risikerer du at miste overblikket. Det skal være kort og præcist.

Området under stregen er afsat til mål, strategi og aktiviteter.

Mål
Der er kun ét mål – det betyder fokus. Du kan have flere, men det vil alt andet lige komplicere tingene – især hvis du også har medarbejdere, der skal forstå planen. Læg mærke til, at målet er eksakt defineret – i dette tilfælde med 1.600 besøg pr. måned – og der er en deadline også. Det er ikke nok blot at skrive at “trafikken skal øges” eller “omsætningen skal stige”. Du skal være konkret.

Strategi
Dine strategier er det, du vil gøre. Ikke hvordan – det er aktiviteterne – men hvad du vil gøre. Hold dig til 2 eller 3 strategier og fokuser på dem. Igen gælder det om at holde det simpelt og fokuseret. For min affiliate site har jeg valgt en content marketing strategi og en SEO strategi. Det er det, der skal til for at fordoble antallet af besøg til siden.

Aktiviteter
Aktiviteterne er det du (eller andre) udfører i det daglige arbejde. Det er selve træningsplanen, hvis vi sammenligner med træning til et Marathon. Her beskriver du, hvad der skal udføres og hvornår (deadline). I mit eksempel ovenfor har jeg i Outlook lagt opgaver ind de 12 mandage, hvor jeg skal skrive en artikel, ligesom artiklerne til linkbuilding også er lagt ind som opgaver i Outlook.

Det er udførelsen af aktiviteterne, der afgør om du når dine mål eller ej. Så det er vigtigt, at du har selvdisciplin og kan eksekvere, som det hedder med et fint business-ord. Lav jævnlig status og måltjek for at se om du er på rette vej. Beløn dig selv, hvis du eksekverer ifølge din plan –  det medvirker til at holde motivationen oppe.

Jeg håber du får gavn af min template – du kan downloade den nedenfor. Har du kommentarer er de meget velkomne.

[button link=”https://jpolsen.dk/wp-content/uploads/2012/10/website-maal-plan.xlsx” color=”teal” window=”yes”]Download Template her[/button]

Om forfatteren

Jan

Det er mig, der styrer denne blog og du kan læse mere om mig her.



Lav en kommentar

Din email bliver ikke vist. Påkrævede felter er markeret.

{"email":"Email address invalid","url":"Website address invalid","required":"Required field missing"}

Få en gratis SEO Analyse og se hvordan du kan komme til tops i Google