VinForum – Dansk portal om vin

vinforumDa jeg startede VinForum i 1997 var mange af de online markedsføringsbegreber vi anvender i dag overhovedet ikke opfundet. Der var ingen Google og dermed ingen Google AdWords til at skaffe trafik. Søgemaskineoptimering, som vi kender det i dag fra især Google, eksisterede heller ikke og derfor kom der ingen trafik derfra. Det nærmeste vi kom var linkkataloger som Yahoo og Jubii. Sociale medier var der overhovedet ikke tænkt på, så den strategi kunne man heller ikke anvende. Men hvad gjorde man så?

Historien om VinForum er faktisk et meget godt billede på, hvad der skal til for at få mange besøgende til en hjemmeside og dermed mulighed for at kunne tjene nogle penge på en online forretning. Den har aldrig været søgemaskineoptimeret, alligevel har den topplaceringer i Google i dag. Designet er ikke for kønt og mere end 10 år gammel, alligevel er bounce rate lav og konverteringen høj. Hvad kan vi lære af det?

Historien om VinForum

Jeg har, siden jeg var i slutningen af 20’erne, interesseret mig voldsomt for vin. Interessen startede da jeg fik en fransk chef i min tid i HP og han tog vores europæiske gruppe med til nogle spændende kroer i Frankrig, hvor vi fik vin, som jeg aldrig havde smagt før. Det gav mig lyst til at smage mere – og den lyst er gudskelov aldrig forsvundet…

Da internettet så småt gjorde sit indtog kunne jeg konstatere at min hobby vin ikke var fulgt med over på nettet, i hvert fald ikke i Danmark. Så derfor startede jeg VinForum.dk i foråret 1997. Det skulle netop være en portal eller et samlingssted for vin, derfor valgte jeg dette navn, som jeg i øvrigt har fået registreret, så det er et registreret varemærke og har været det siden 2001.

I 1997 var der 21 andre danske vinfirmaer på nettet, så dem startede jeg med at linke til og lave en liste eller katalog over. Jeg begyndte at skrive nyheder om vin, skrive artikler om vin og lave bedømmelser og anbefalinger. Senere kom der en søgemaskine til, et annoncemarked, et forum og chat. Men i 1999 skete der for alvor noget. Der kom en online auktion til – en af de første i Danmark.

Den fangede et stort publikum, der begyndte at handle vin indbyrdes. Systemet fungerede som ebay, så der var ingen involvering i betaling og levering m.m. Indtil da havde indtjeningen blot været lidt annoncekroner, men nu kunne der tages gebyr for auktionen og samtidigt voksede trafikken til de øvrige sektioner på siden, hvilket gjorde det mere interessant for annoncører.

Senere blev der koblet en webshop på med vintilbehør, som glas, proptrækkere, vinreoler m.m.

Næsten fra starten af har der været et email nyhedsbrev tilknyttet VinForum og i hvert fald siden 1999 har jeg (næsten) hver fredag sendt et nyhedsbrev afsted. Det er over 600 nyhedsbreve i alt. Af hensyn til nyhedsbrevet er der også løbende blevet tilført nyt indhold om det så har være artikler, nyheder, vintest eller andet.

I dag har jeg droslet lidt ned på nogle af aktiviterne i VinForum men trafikken til siden er stadig stor. Der er ca. 30.000 besøg om måneden og de fleste af dem kommer fra Google – mange kommer også direkte, især til auktionen. Hvis man laver en søgning i Google, der hedder site:vinforum.dk, får man en ide om, hvor mange sider, Google har indekseret. Resultatet er 133.000 – det er mange.

vinforum søgning i google

Og mange flere end alle andre vinsider i Danmark.

Hvad kan man lære fra VinForum.dk?

Der er flere take-aways fra VinForum, vi kan bruge i dag – både gode og dårlige. Først det gode:

  1. Content is King
    På trods af at jeg i dag bl.a. lever af at lave søgemaskineoptimering for andre, så har VinForum aldrig været søgeoptimeret professionelt. Alligevel ligger den fantastisk placeret i Google på de fleste søgetermer, der har med vin at gøre. Og gør den ikke på enkelte søgetermer, vil jeg vove at påstå, at jeg meget hurtigt kan lave en ny artikel om emnet, der så bliver nr. 1! Hvad er årsagen til det? Indhold, indhold og atter indhold samt naturlige links og så min metode, jeg kalder SPOT marketing.
    VinForum har masser af indhold og det er løbende gennem mange år blevet opdateret. Det elsker Google og det bliver man belønnet for. Der er så en ekstrapræmie og det er, at det er utroligt svært for andre (konkurrenter) at indhente al det indhold.
    Alle indgående links til VinForum er helt naturlige og de er kommet over tid – det har automatisk løftet siden i Google. Det har ikke været nødvendigt at bruge tid eller penge på dette. Når indholdet er godt, kommer der også links.
  2. Det lange seje træk
    Hvad enten man blogger, laver affiliate marketing, er e-handler eller har en anden online forretning, så er der intet, der kommer af sig selv. Man skal være vedholdende over en lang periode, hvis man for alvor vil se store resultater online. Det tager tid at få en hjemmeside til tops i Google eller får gjort en forretning kendt. Nogle hævder f.eks., at det tager 2 år med konstant blogging før en blog eller hjemmeside for alvor kan tiltrække trafik, som man kan leve af. Jeg ved det kan gøres hurtigere,, men det er vigtigt at du er vedholdende og ikke giver op efter et par måneder.
  3. E-mail er ikke død
    På engelsk hedder det “build the list”. Du bør fra start af sørge for at indsamle e-mail adresser fra dine besøgende. En god liste er guld værd, når du over tid skal markedsføre dine produkter og services. Når du jævnligt sender nyhedsbreve eller andre mails til din liste, så opbygger du troværdighed og gør det nemmere for dine potentielle kunder at træffe en købsbeslutning.
    For at få dine besøgende til at tilmelde sig dit nyhedsbrev eller din liste, bør du give dem et godt tilbud. På VinForum tilbyder jeg et gratis email kursus i vinsmagning, hvor man kan lære om vinsmagningens 5 S’er. Da jeg introducerede det, steg tilmeldingsraten med en faktor 4. Hvad kan du tilbyde, som gavner dine kunder?
  4. Få de besøgende først, udvid senere
    Når man starter selv, kan man ikke levere alt til sine besøgende fra start af. Start med det vigtigste og udvid så din online forretning henad vejen. VinForum startede med at levere information, så kom auktionen og så senere en online butik. Kommuniker med dine brugere om, hvad de ønsker og giv dem det.

Og her kommer så nogle af de ting, du ikke skal kopiere:

  1. Design og CMS
    VinForum er kodet i html og jeg anvender et gammelt Frontpage system til at opdatere siden. Desuden er mange af systemerne knopskudt og hænger således ikke sammen. Det er med andre ord et helvede at opdatere. Du bør starte med et fornuftigt standard CMS eller webshop. Jeg anvender selv WordPress som CMS og som webshop findes der faktisk også en WordPress-løsning, der hedder WooCommerce, som jeg bruger. Men der findes masser af andre open source systemer også.
    Designmæssigt bør du også få en professionel til at gå det igennem. Det er efterhånden billigt at få lavet et skræddersyet design.
  2. Vælg det rigtige marked
    Det var lidt tilfældigt, at jeg valgte at starte op på vinmarkedet. Det var min interesse og jeg forestillede mig ikke, at det skulle være en forretning. Desværre har online markedet for vin vist sig at være lidt besværligt med mit koncept. Konverteringsraten ved vinsalg online er lav og det gør at annoncekronerne er små. Sæt dig godt ind i markedet inden du starter.

Historien om VinForum er ikke unik. Alle kan starte en lignende eller bedre forretning online i dag. Men det kræver vedholdenhed, dygtighed og at man sætter sig ind i det marked, man vil operere på. Jeg håber du kan bruge nogle at mine råd og erfaringer.

Trackbacks/Pingbacks

  1. Tjen penge online - Forretningsmodeller, der virker - 11. september 2012

    […] Kommissionen kan variere meget og det gælder om at vælge det rigtige marked og de rigtige affiliate programmer. Jeg har selv nogle meget profitable hjemmesider, der benytter sig af affiliate marketing som eneste indtjeningskilde, bl.a. også VinForum – min første hjemmeside. […]

  2. Vælg WordPress som CMS - 7 gode grunde til at vælge Wordpress - 21. september 2012

    […] hvis man kan kode i HTML eller bruger en eller anden webudviklingsplatform. Min første hjemmeside, VinForum, er udviklet ved at anvende FrontPage og det bruger jeg faktisk stadig på den side! Derfor ved jeg […]

Skriv et svar