af Jan

19. oktober 2012

Hvis du følger med her på siden, er du klar over, at jeg godt kan lide enkle ting og forklaringer. Det skyldes, at min erfaring gennem mere end 20 år har vist, at det er det simple, der virker. Bliver det for kompliceret er der for mange, der står af, og det er for svært at forklare andre, hvad du mener. Og det bliver svært at gennemføre. Enkle ting er meget lettere at gennemføre og det er gennemførelsen (execution), der er vejen til succes.

Jeg har gennem alle mine år online anvendt en meget simpel formel for online succes. Den ser således ud:

Trafik x Konvertering = Succes

Der er således bare 2 (to!) parametre, du skal skrue på, så er du sikker på succes online. Og ved en kontinuerlig forbedring af begge faktorer, vil du opnå fantastiske resultater. Inden jeg går i detaljer så overvej lige dette eksempel:

Du har en webshop, der sælger en bestemt vare. Du har 1.000 besøg om måneden og 1% af de besøgende køber (konvertering). Sætter vi de tal ind i formlen ser det således ud:

1.000 x 1% = 10

– du får altså 10 ordrer om måneden. Alt efter ordrestørrelse er det måske ikke så prangende. Så det må være muligt at fordoble både antal besøg og konverteringsraten til 2.000 besøg og 2%, som i øvrigt er nogenlunde markedsgennemsnittet for en online shop. Så ser regnestykket således ud:

2.000 x 2% = 40

Wow – vi har firdoblet omsætningen. Kan vi yderligere få konverteringsraten op på 2,5%, ja så stiger omsætningen med 25%!

Det er således store kræfter, der er på spil i denne simple formel. Og den kan anvendes på alle typer af forretninger online. Ovenfor var der tale om ordrer, men det kunne lige så godt være leads, downloads, signups eller andet. Formlen virker på alle mål.

Trafik – første trin til succes

For at du overhovedet har en chance for at konvertere en besøgende på din hjemmeside, skal du have fat i ham først. Du skal med andre ord have trafik til websiten. Der findes rigtigt mange forskellige trafikkilder og det vil være for omfattende at gå detaljeret ind i dem alle sammen i denne artikel. Men langt de fleste besøgende kommer fra søgemaskiner (Google), sociale medier (Facebook m.m.), kampagner eller direkte – altså folk som kender din forretning eller brand.

Men al trafik er ikke lige. Du vil sikkert opdage, at nogle trafikkilder konverterer bedre end andre. Du vil sikkert også opdage, at nogle søgetermer konverterer bedre end andre. Ligesom at de tilmeldte på dit nyhedsbrev køber mere end alle andre kunder.

Det er her den kontinuerlige optimering kommer ind i billedet. Du skal sørge for, at der løbende kommer mere og mere trafik til siden, men det skal være den rigtige og relevante trafik fra besøgende, der på et tidspunkt bliver kunder hos dig. Det kræver data (fra Analytics), fantasi og gode ideer og ikke mindst segmentering i forskellige kundetyper, som din hjemmeside skal ramme.

Konvertering – andet trin til succes

En hjemmeside skal løbende optimeres så flest muligt gør det, som man gerne vil have dem til at gøre. Er der tale om en webshop er målet, at de besøgende gennemfører et køb. Men der kan også være tale om andre konverteringer. Jeg arbejder for eksempel for en kunde Secma, der sælger medicinsk udstyr til hospitaler og klinikker. For dem er konverteringer lig med leads. Altså udfyldelse af formularer og downloads af ebøger m.m.

Generelt set skal man forsøge at fjerne alle forhindringer og gøre det så nemt som muligt for de besøgende at blive kunder. Et sted hvor man typisk kan starte er selve købsprocessen, når man går til kassen i en webshop. Har man ikke optimeret her, kan der være mange, der falder fra i løbet af processen.

Jeg arbejder for øjeblikket for en kunde med en webshop baseret på DynamicWeb, hvor kunden skal igennem syv trin (!) for at tjekke ud. Det betyder, at kun 25% af dem, der starter processen og altså har lagt i kurv og er interesseret i at købe, gennemfører købet. Den andel kan snildt forbedres ved en mere smidig proces, hvor der måske kun er 1-3 trin. (Et tip i parentes, brug ikke Dynamicweb som webshop…).

Der er mange faktorer, man kan arbejde med for at forbedre konverteringen. Du kan læse 5 succesfaktorer i konverteringsoptimering, hvis du vil vide mere om dette emne.

Husk de to faktorer til online succes: Trafik og konvertering. Sørg for løbende at arbejde med dem og forbedre dem, så er du på vej til online succes!

Om forfatteren

Jan

Det er mig, der styrer denne blog og du kan læse mere om mig her.



Lav en kommentar

Din email bliver ikke vist. Påkrævede felter er markeret.

{"email":"Email address invalid","url":"Website address invalid","required":"Required field missing"}

Få en gratis SEO Analyse og se hvordan du kan komme til tops i Google