af Jan

11. september 2012

Denne artikel er for dem, der vil prøve kræfter med det at tjene penge online. Der findes et hav af artikler om dette emne, men de færreste er skrevet af folk, der rent faktisk har prøvet det eller som stadig lever af det. Jeg vil tillade mig at sige, at jeg løbende arbejder med nye sites og ja, jeg lever af det – godt endda.

På sin vis er det både ganske nemt og hamrende svært at starte en online forretning. Det er nemt, da investeringen er overskuelig og nærmer sig 0 kr. ved de fleste forretningsmodeller og samtidigt er man hurtigt i gang. Jeg kan registrere et nyt domæne i dag og have en hjemmeside, der kan ses i hele verden, i morgen! Egentligt ret fantastisk.

Men det er også vanskeligt, da konkurrencen er stor og mange koncepter og ideer er allerede taget og opdyrket. Men alt kan stadig lade sig gøre ved en vedholdende indsats. Men du skal være vedholdende.

Inden man går i gang bør man naturligvis have tænkt sig lidt om og lavet en eller anden form for forretningsplan. Jeg er ikke selv til store forkromede planer, for de bliver sjældent anvendt til noget, men nogle tanker bør du gøre dig om dit marked, hvad du vil tilbyde, dine mål og om hvordan du vil nå dine mål. Det går ud over denne artikel at beskrive, hvordan en forretningsplan ser ud, men det vender jeg tilbage til en anden dag.

Inden du går i gang skal du også mærke efter i maven, om du virkelig vil dette her. Som man siger, der er ingen “free lunch”, det kræver en vis indsats at få succes på nettet. Og du skal jo ikke bare skabe en hjemmeside, der kan give lidt ekstra lommepenge. Det kan være meget godt i starten, men du skal skabe en bæredygtig forretning, som du måske kan leve af på længere sigt.

Der er flere forskellige forretningsmodeller, du skal overveje, når du vil forsøge at tjene penge online. Den ene model udelukker ikke den anden og de kan sagtens kombineres. Det bedste er måske netop, når de over tid kombineres…

Blogging

At starte en blog er ubetinget den nemmeste måde at starte op på online. Du finder et emne, som du interesserer dig for og som du også gerne ved en masse om. Så vælger du et godt domænenavn, en hostingudbyder og installerer WordPress med et godt design og så er du i gang. Nemt ikke!

Hertil er det faktisk meget nemt, men så skal du have indhold på! Meget indhold og godt indhold. Det er straks meget sværere. Og så skal folk jo gerne kunne finde din blog også. Der er ikke meget ved al dit suveræne indhold, hvis der ikke er nogen der finder det og læser det.

Jeg plejer at sige, at en blog skal have 100 artikler før den for alvor er interessant og kan rykke noget på det marked, hvor den befinder sig. Nogle gange kan man godt klare sig med mindre, men regn med 100. I starten er det vigtigt du tilføjer artikler med korte mellemrum og helst hver dag. Og herregud, så vil du kun være 3 måneder om at have nået små 100 artikler!

Din blog kan findes på mange måder, men de to vigtigste er i Google og via de sociale medier. Når du har blogget fast i en måneds tid og har skrevet 25-30 artikler kan du begynde at dele artiklerne via Twitter, Facebook, Google+ m.m. Du vil også langsomt se, at din blog begynder at få besøgende fra Google efter 1-2 måneder.

Når andre begynder at få øjnene op for din blog er det tid til at kapitalisere på det – altså tjene penge fra den. Her er der flere veje at gå.

Den ene er at bringe reklamer på din side. Det kan være bannerannoncering eller Google Adsense. Begge dele kan være udmærket – det afhænger meget af dit marked. Men du skal op på virkelig mange sidevisninger, hvis der skal være god økonomi i annoncekroner.

Min erfaring er, at der kan være flere muligheder i at sælge dig selv og din ekspertise. Via din blog har du (forhåbentlig) vist at du er en kapacitet på dit område. Det åbner mulighed for at holde foredrag, måske sælge konsulentydelser eller på anden måde markedsføre services, f.eks. e-bøger. Det er især her en blog kan være en guldgrube.

At blogge sig til succes er en lang, sej og vedholdende vej at tage. Men den kan vise sig at være slidet værd.

Webshop

At sælge varer på nettet er også en forretningsmodel, der har vist sit værd til at tjene penge online. Som med blogging gælder det om først at klarlægge, om der er et marked for det, du ønsker at sælge. Dernæst skal du købe det rigtige domænenavn og shopsystem. Der findes dog flere forskellige open source systemer, som du sagtens kan starte med. Jeg har selv erfaring med WooCommerce, der baseres på WordPress og det har den fordel, at det er ekstremt synligt i Google og nemt at gå til.

Hvis du hurtigt vil kunne modtage kortbetaling kan du implementere en Paypal løsning – det er faktisk også gratis – men ellers skal du have en indløsningsaftale hos Nets.

Inden du kaster dig ud i shoppen kan du også hurtigt beregne om det bliver en nogenlunde succes. Du bør kende lidt til forventet antal besøg, gennemsnitlig ordrestørrelse og din avance. Lad os sige at du forventer 3.000 besøg om måneden, at ordrestørrelsen er på 800 kr. (1.000 kr. inkl. moms) og du tjener 30%. Så kan du forvente at tjene følgende pr. måned:

Forventet indtjening = 3.000 x 800 x 30% x 2% = 14.400 kr.

De 2% er den gennemsnitlige konverteringsfrekvens i en webshop – altså 2 ud af 100 besøgende køber noget.

Fra din indtjening skal du så også trække eventuelle udgifter til lager, markedsføring, bogholderi m.m. Herefter kan du vurdere om det er besværet værd?

Som mange andre online forretninger er en webshop også afhængig af trafik fra Google og de sociale medier – i hvert fald indtil den bliver et kendt brand. Så du skal også her regne med et langt sejt træk før der kommer nok besøgende til din butik.

Affiliate Marketing

Ønsker du ikke at sælge dine egne produkter online i en webshop, kan du vælge at sælge andres via Affiliate Marketing. Det foregår på den måde, at du driver en hjemmeside i en bestemt branche eller niche (f.eks. en blog) og tiltrækker en masse besøgende. Via links og annoncer markedsfører du så en anden virksomheds produkter og for dig gælder det om at få de besøgende til at klikke på disse links.  Når de klikker kommer de til “købmandens” hjemmeside og hvis de køber en vare eller foretager en anden ønsket handling, får du en kommission.

Kommissionen kan variere meget og det gælder om at vælge det rigtige marked og de rigtige affiliate programmer. Jeg har selv nogle meget profitable hjemmesider, der benytter sig af affiliate marketing som eneste indtjeningskilde, bl.a. også VinForum – min første hjemmeside.

For at kunne tilbyde affiliate programmer skal du være tilmeldt et Affiliate netværk. Dem findes der flere af i Danmark, men du skal passe lidt på, for ikke alle er lige økonomisk sikre. I skrivende stund er det kun et par måneder siden at IQ Medier gik konkurs – det tabte jeg selv lidt penge på. De nemmeste at gå i gang med er EuroAds og Partner-Ads.

Hvis man skal leve af affiliate marketing skal man som regel have mere end én hjemmeside og det kræver en del “try and error” for at finde koncepter og områder, som er profitable.

E-services

E-services er online services, der løser et problem eller gør nuværende forretningsgange nemmere. For at kunne gå i gang med det, kræver det som regel en god idé eller opfindelse om du vil. Det er med andre ord ikke alle, der bare kan kaste sig ud i dette område. Til gengæld er det ofte disse services, der kan tjenes rigtigt mange penge på, hvis man rammer rigtigt. Jeg behøver vel bare at nævne Facebook…

Men der er også flere danske succesfulde koncepter. Just-Eat gør det nemmere at bestille og få leveret fast food. Trendsales gør det nemt for alle at sælge og købe brugt tøj og tilbehør og endelig vil jeg nævne Miinto, der i princippet er bygget op som Just-Eat, men bare med tøj i stedet.

Jeg har også selv haft succes med en e-service, nemlig VinForum VinAuktion, hvor vinnørder kan købe og sælge eksklusive vine via et online auktionssystem.

Med mindre du virkelig har ideen, skal du nok ikke kaste dig over e-services som det første. Til gengæld kan det nemmere bygges på, når du får opbygget en kundegruppe via nogle af de andre forretningsmodeller.

Det blev en lang artikel – jeg håber ikke den blev for lang. Du er meget velkommen til at komme med dine kommentarer, spørgsmål eller bemærkninger nedenfor.

 

Om forfatteren

Jan

Det er mig, der styrer denne blog og du kan læse mere om mig her.



Lav en kommentar

Din email bliver ikke vist. Påkrævede felter er markeret.

{"email":"Email address invalid","url":"Website address invalid","required":"Required field missing"}

Få en gratis SEO Analyse og se hvordan du kan komme til tops i Google