​​​​Om Jan

Jan P. OlsenJeg blev født den 7. juli 1963, så jeg er ikke den yngste online ekspert, der går omkring, men måske en af de mere erfarne :-). Jeg er opvokset i et godt middelklassehjem i Lynge i Nordsjælland, hvor begge mine forældre var offentligt ansatte. Så det med at blive selvstændig lå ikke lige for og iværksætteri har vi aldrig talt om hjemme. Men at arbejde og tjene penge var ikke forbudt og fra jeg var var 11-12 år har jeg tjent mine egne penge med forskellige fritidsjob.

Efter min studenterhue kom i hus var jeg soldat i 2 år. Jeg blev uddannet reserveofficer og havde en helt fantastisk periode i hæren. Det var under den kolde krig dengang i 80’erne og tiden formede også mine holdninger til demokrati, frihed og politik. I modsætning til mange andre i dag, så skifter jeg ikke parti fra den ene side af midten til den anden efter forgodtbefindende. Jeg holder mig på den ene side af midten i dansk politik – den rigtige!

I min studietid på Handelshøjskolen, som i dag mere mundret hedder CBS, var jeg så heldig at få et ekstremt spændende studiejob på Københavns Fondsbørs. På det tidspunkt, 1987, handlede man aktier og obligationer manuelt i en børssal, men skulle omlægge handlen til et elektronisk system. Jeg var med til at uddanne dealerne i betjeningen af det nye elektroniske handelssystem og jeg kom dermed i berøring med computere for første gang.

I øvrigt er det mærkeligt at tænke på, at mine første opgaver på HA-studiet blev skrevet på skrivemaskine… De sidste dog på en PC.

Da jeg var færdig med studiet fik jeg job i Hewlett-Packard som sælger. Et fantastisk firma på det tidspunkt med en ledelsesfilosofi, som passede mig perfekt. Der var tale om Management By Objective, forstået på den måde, at man fik nogle mål, man skulle leve op til, men hvordan man gjorde det måtte man selv bestemme. Som sælger var det vigtigste at man solgte det, ens budget lå på, men om man brugte 5 timer om dagen på det eller 15 timer, var – stort set – underordnet. Men der var også både pisk og gulerod. Solgte man mindre end det man skulle, ja så fik man ikke fuld løn, men solgte man mere, ja så fik man mere i løn.

Der var frihed under ansvar og med klare mål og konsekvenser.

Det var også i HP at jeg første gang i 1994 stiftede bekendtskab med internettet. Siden min start havde vi haft et internt mailsystem (HP Desk), hvor man kunne skrive mails til hinanden, men i 94 blev det muligt via noget der internettet at skrive elektronisk til folk uden for HP! Wow. Og i 1995 tog jeg initiativ til at få bygget den første hjemmeside for HP Danmark.

Efter HP var jeg i en kort periode ansat i CSC Danmark (tidligere Datacentralen), men det var for bureaukratisk og organisationen og jeg passede bare ikke sammen. Men det var imens jeg var ansat i CSC at jeg på hobbybasis startede min første forretning. Jeg havde lært lidt om, hvordan man programmerede en hjemmeside og i foråret 1997 startede jeg en af Danmarks første hjemmesider om vin, VinForum.

Tanken var at VinForum skulle være en portal og det naturlige startsted for alle i Danmark, der ønskede at finde noget om vin på nettet.  I forbindelse med et udlandsophold sammen med min familie i Tyskland, hvor jeg også læste MBA, fik jeg tid til at udvikle VinForum, hvor der kom en auktion til, online shop og flere andre moduler.

Jeg startede også en mere generel auktion, 123solgt.dk, der blev lanceret kun 2 uger før Jubii startede deres auktion i 1999. Desværre var det ikke tids nok til at den fik ordentligt fat, men jeg solgte da siden og systemet nogle år senere for en pæn slat. Det var også omkring det tidspunkt, jeg fandt ud at, at det at være selvstændig og iværksætter, det passede mig fint.

I 2001 solgte jeg Vinforum.dk til et nystartet vinfirma, Onwine, og vi vendte hjem til Danmark, hvor jeg blev CEO og aktionær i Onwine.   Konceptet og ideen i Onwine var fremragende. Man var en online salgskanal for en række vinhandlere, der stillede deres vin til rådighed i kommission på et fælles lager. Hver måned afregnede man den solgte vin med leverandørerne. Fordelen for kunderne var at kunne købe ind og blande kasser fra mange forskellige vinhandlere – og i øvrigt vin, der var udvalgt af et uafhængigt smagspanel. Konceptet blev bare lanceret på det forkerte tidspunkt. Dotcom bølgen gjorde at man slog et alt for stort brød op og afskrivninger og omkostninger kunne slet ikke dækkes af de få, der dengang købte vin online. Jeg husker, at prisen på hosting af shoppen og økonomisystemet hos SDC kostede 30.000 kr. om måneden. Så skal der meget vin igennem systemet…

Onwine gik konkurs. Det var smadder ærgerligt for alle involverede parter, men også meget lærerigt. Jeg købte Vinforum tilbage og driver det stadigvæk.

Siden da, 2002, har jeg været selvstændig. Jeg har hele tiden haft min konsulentforretning, Agilitor (der dog nu er JPO Marketing), hvor jeg har rådgivet om online markedsføring generelt og de senere år især om søgemaskineoptimering, Google Adwords og Content Marketing. Der kommer løbende nye kunder til og nogle forsvinder da også undervejs, men det er en dejlig stabil forretning. Al markedsføring sker selvfølgelig online.

Jeg beskæftiger mig også med to andre “ben” i virksomheden. Det ene er Affiliate Marketing, hvor jeg via mine egne hjemmesider markedsfører andres produkter og såfremt der sker et salg, får en kommission. Dette kan være en meget lukrativ forretning – især hvis man kan få sine hjemmesider til tops i Google på relevante søgetermer.

Og så har jeg et par online shops, som jeg også driver. De er baseret indenfor nogle nicher og er blandt andet kendtegnet ved, at jeg ikke selv står for logistikken, men leverandørerne sender direkte for mig.

Jeg har Content Marketing Bureau’et JPO Marketing, der er et “rigtigt” bureau med med fokus på indholdsmarkedsføring og SEO.

Og senest har jeg etableret en lille coaching-virksomhed, der rådgiver og coacher om vaner, personlig udvikling, sundhed, livsstil og træning. Den bærer mit eget navn, Jan P. Olsen, og har ud over coaching-delen en omfattende blog med masser af artikler om de forskellige emner. Seneste skud på stammen er en blog om te, som jeg har startet dels af interesse, men også for at teste forskellige SEO tiltag.

Om bloggen

Alle de ting, jeg tidligere har beskæftiget mig med og de ting jeg foretager mig nu, har givet mig megen erfaring og viden. Den har jeg ikke været så god til at dele ud af. Jeg har f.eks. ikke været særlig aktiv deltager på Amino eller andre steder. Jeg har vel nærmest fungeret “under the radar”. Det vil jeg nu gerne lave om på. Du kan starte med at følge mig på Google+ og tilmelde dig mit nyhedsbrev:

Her på bloggen vil jeg derfor dele ud af mine erfaringer. Jeg hævder på ingen måde, at hvad jeg har gjort er det eneste rigtige. Men jeg vil skrive og vise, hvad det er, der har virket for mig og hvad der ikke har virket for mig. Jeg vil skrive om online markedsføring generelt, komme ind på forskellige forretningsmodeller, gennemgå nogle af de cases, jeg selv har været involveret i og også komme med gode personlige råd om, hvordan man håndterer dagligdagen som selvstændig eller iværksætter. Jeg har nemlig set andre, der bliver angrebet af sofaen og giver op midt i deres iværksætterdrøm.

Jeg vil forsøge at blogge ofte og gerne med indhold, som du finder interessant og kan bruge til noget. Jeg blogger hellere lidt sjældnere, hvis det er det, der skal til for at kunne levere ordentligt kvalitetsindhold.

Jeg håber du følger med og held og lykke med din egen karriere som selvstændig, iværksætter eller ansat markedsfører.

Få en gratis SEO Analyse og se hvordan du kan komme til tops i Google